Forsvunden teenager: Håbet svinder for at finde Emilie i live


Emilie Meng har været forsvundet siden søndag den 10. juli 2016.

Den 17-årige Emilie Meng fra Korsør er nu forsvundet på sjette døgn, og håbet om at finde hende i live svinder, lyder det fra politiet.

Missing People har har slået op på Facebook, at de søndag formiddag vil mødes ved Korsør Station, som er det sidste sted, at Emilie er blevet set i live.

Herfra vil de koordinere en større eftersøgning i området, hvor folk vil valfarte til fra både Sjælland, Fyn og Jylland for at hjælpe med eftersøgningen.

Politiet eftersøgte nogle potentielle vidner, som var blevet observeret omkring Korsør, den nat Emilie forsvandt, men vidnerne har ikke kunnet bidrage med noget til efterforskningen, ligesom den kvinde, som passede på beskrivelsen og var blevet set gående ad Tårnborgvej samme nat, viste sig ikke at være Emilie.

Politiet har siden Emilies forsvinden intensivt forsøgt at finde hende. De har brugt både helikoptere, droner, hunde, dykkere og både. Desuden har flere hundrede frivillige deltaget i eftersøgning, men der er stadig intet spor.

Som dagene går, svinder håbet om at finde Emilie Meng, men ingen har dog givet op.

- Tidsperioden taget i betragtning svinder håbet for at finde Emilie i live, fordi vi ikke har fået noget livstegn fra hende. Men vi udelukker ikke noget, før vi har fundet hende, siger efterforskningsleder hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Marianne Rod, til TV Øst.