En serbisk mand er blevet udleveret til Danmark i en større narkosag, oplyser Sydøstjyllands Politi fredag.
Oprindeligt blev den 36-årige mand anholdt og varetægtsfængslet i december 2011, men han sagde selv stop for indespærringen efter nogle måneder.
4. marts lykkedes det nemlig manden at flygte, hvorefter han blev han eftersøgt internationalt.
Det viste sig, at han på ny var blevet anholdt i en narkotikasag. Denne gang af politiet i Tyskland, hvor han også siden er blevet dømt, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Og nu skal den 36-årige altså stå til regnskab i den ældre danske sag.
Fredag er han blevet udleveret og derefter varetægtsfængslet af en dommer ved Retten i Kolding.
Senere skal det afgøres, om han er skyldig i den gamle danske anklage.
I mellemtiden er tre tiltalte i den gamle sag blevet idømt fængsel i ni og ti år, oplyser politiet.
/ritzau/