Seks Uber-chauffører er blevet idømt bøder på mellem 2000 og 6000 kroner. De er blevet dømt for at overtræde taxaloven. Det meddeler Københavns Byret.
Tre chauffører er blevet idømt bøder på 2000 kroner, en på 3000, en på 3500 og en enkelt på 6000 kroner. Anklagen har været, at de har drevet ulovlig taxakørsel via Ubers app, der gør det muligt at samle passagerer op mod betaling.
Spørgsmålet har været, om Uber bryder taxiloven. Uber har påstået, at der slet ikke er tale om taxikørsel. Der er tale om en samkørselsordning, hvor private bilejere stiller sig til rådighed og kan hyres til en tur, hvor chauffør og passagerer efterfølgende deler omkostningerne.
Men anklager Elisabeth Boserup har i retten argumenteret for, at Uber-køreture er for dyre til at være samkørsel.
Brugeren betaler ni kroner per kilometer, 2,5 kroner per minut og et basisgebyr på 20 kroner. Desuden hæves priserne i belastede perioder. Det understreger, at målet er, at Uber-chaufføren skal tjene penge, mener hun.
Og det har retten altså været enig i. Københavns Byret har fundet, at det “klart overstiger” den direkte omkostning ved at køre. Derfor mener retten ikke, der er tale om samkørsel.
Dommer og domsmænd var enige om dommen. Bøderne er blevet fastlagt efter en konkret vurdering af de forhold, chaufførerne er blevet kendt skyldige i, og chaufførernes økonomi.
Sagerne er blevet fulgt med stor interesse af medier, fagbevægelse og i særdeleshed af taxabranchen, som anklager Uber for at stjæle dens kunder.
Uber har 200.000 registrerede brugere i Danmark. Ifølge Uber er omkring 1000 chauffører aktive hver uge, men antallet af registrerede chauffører er 2000.
Københavns Politi havde tidligere på ugen i alt sigtet 46 uberchauffører for overtrædelse af taxaloven.
/ritzau/