Dommer sender irske håndværkere i fængsel og ud af landet


Gennem et par måneder i begyndelsen af året hærgede en gruppe irske håndværkere flere københavnske forstæder, hvor de indgik aftaler om og modtog betaling for reparationer, som de aldrig havde tænkt sig at udføre.

Og hvis pengene ikke faldt hurtigt nok, eller hvis husejerne nægtede at betale for arbejde, der aldrig blev udført, sad truslerne mere end almindeligt løst.

Like localeyes.dk på Facebook

Det lykkedes politiet at få anholdt to af dem.

Torsdag blev de to fætre på 18 og 24 år dømt ved Retten i Glostrup. De blev begge idømt et år og to måneders fængsel, men for den yngstes vedkommende blev otte måneder gjort betinget på grund af hans unge alder.

Desuden blev de begge udvist.

Makkerparret slog første gang til mod en adresse i Søborg i januar, hvor en beboer tog imod et tilbud om at få repareret sin skorsten.

Men den blev aldrig lavet, og 50.000 kroner var spildt.

Få dage senere udspillede sig en lignende situation hos en kvinde i Rødovre, der dog ikke ville punge ud til de irske fætre. Hendes afvisning resulterede i trusler mod hende såvel som mod hendes hund og hus.

En anden kunde blev hvervet i Brønshøj i marts. For 52.000 kroner ville fætrene tage hånd om et tag. Men aftalen med håndværkerne blev en ubehagelig oplevelse for den udvalgte familie.

– Jeg er ligeglad med, om I er to eller otte. Hvis vi ikke får de penge af jer, kommer vi tilbage og ødelægger det tag, så det er værre end før.

Omtrent sådan lød svadaen ifølge anklageskriftet fra den ene irske fætter til sønnen i huset i Brønshøj, og svigersønnen fik også et par ord med på vejen:

– Hvis du ikke sørger for at få betalt, så ordner jeg dig.

Ifølge anklagerfuldmægtig Maja Rasmussen lagde retten blandt andet vægt på, at der var tale om organiseret og systematisk bedrageri, og at de to fætre var en del af en større gruppe irske håndværkere, der var kommet til Danmark for at bedrage.

De to mænd nægtede sig skyldige, men valgte at modtage dommen.

/ritzau/