Fem personer anholdt og 15 kilo kokain beslaglagt


(Foto: Task force Øst / Københavns Politi)

Politiet anholdt i går fem personer fra kriminelt netværk i stor sag om organiseret indsmugling af narko.

Politiets særlige bandeenhed Task Force Øst foretog i går, torsdag d. 30. juni 2016, anholdelse af fem personer i alderen fra 28-49 år, hvoraf flere af disse efter politiets opfattelse har tætte relationer til toneangivende medlemmer af bandemiljøet i København.

Der er tale om fire mænd fra hovedstadsområdet og en serbisk mand, i forbindelse med anholdelserne er der foretaget flere ransagninger.

Politiet har i forbindelse med anholdelserne og ransagningerne fundet følgende: ca. 15 kg. kokain, ca. 1,5 kg heroin, en pistol samt et større kontantbeløb i både dansk og udenlandsk valuta.

Task Force Øst har gennem nogen tid efterforsket mod et kriminelt netværk, der efter politiets opfattelse er bagmænd til en meget stor og velorganiseret indsmugling og forhandling af narkotika.

Efterforskningen i Task Force Øst er en del af politiets samlede indsats mod den organiserede kriminalitet, og der er i dette kriminelle netværk klare forbindelser til internationale leverandører af narkotika. Efterforskningen er derfor sket i samarbejde med udenlandske politimyndigheder.

– Der ligger en lang og udfordrende efterforskning forud for disse anholdelser, hvorfor det er meget tilfredsstillende, at vi nu har fået mulighed for at slå til og foretage anholdelser i sagen, siger Leder af Task Force Øst, politiinspektør Flemming Madsen og fortsætter:

– Politiet vurderer klart, at der er tale om et internationalt netværk, som i deres udøvelse af kriminaliteten har været meget opmærksom på sikkerhed i deres kommunikation og færden i øvrigt. Vi har dog med disse anholdelser fået stoppet en stor leverandør af narkotika til det danske marked. Der er tydeligvis mange penge at tjene på denne handel med narkotika, hvorfor mange personer fortsat er interesseret i at løbe den risiko, der er forbundet med at være involveret i sådan kriminel virksomhed på forskellige niveauer. Politiet har med det store beslag påført gerningsmændene et stort tab og dermed besværliggjort det kriminelle netværks fremadrettede aktivitet på området, slutter Leder af Task Force Øst, politiinspektør Flemming Madsen.

Det kan ikke udelukkes at der sker yderligere anholdelser i sagen.

Fire af de fem anholdte vil i dag blive fremstillet i Grundlovsforhør i Retten i Glostrup – sigtet for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 191 ved indsmugling og handel med narkotika.

Af hensyn til sagens videre efterforskning vil der blive begæret dørlukning ved grundlovsforhøret.