Fem personer anholdt for vold i større politiaktion på Fyn


(Arkivfoto)


Fyns Politi har onsdag eftermiddag anholdt fem personer, der er mistænkt i en sag om grov vold mod en mand.

Anmeldelsen om den grove vold kom klokken 16.05, og den fik politiet til at rykke ud til en adresse på Svendborg Landevej ved Frørup syd for Nyborg. I forbindelse med anholdelserne og ransagning på adressen var landevejen spærret i godt to timer.

Offeret for den grove vold er indlagt, men han er uden for livsfare, oplyser politiet onsdag aften. Derudover er det ikke meget, politiet vil sige om sagen.

Det er således end ikke muligt at få offerets alder at vide eller oplysninger som alder og køn på de anholdte.

– Det vil vi gerne holde for os selv lidt endnu, siger vagtchef Kenneth Taanquist.

Han kan heller ikke sige noget nærmere om voldssagen.

– Der foregår stadig noget efterforskning, og vi prøver at finde ud af, hvad der er foregået, forklarer han.

Først torsdag formiddag vil politiets jurister afgøre, om en eller flere af de anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om fængsling.

/ritzau/