To rutinerede politifolk fra Københavns Politi straffes, fordi de konstruerede en falsk historie i en politirapport.
Østre Landsret idømmer torsdag mændene hver en bøde på 4000 kroner, hvilket også var resultatet i den byretsdom, som de havde anket.
Like localeyes.dk på Facebook– Vi valgte at skrive en usandhed for at beskytte et menneskes liv, har en af de nu dømte sagt i sin forsvarstale i landsretten.
I rapporten skulle de beskrive, hvordan det kunne gå til, at de en nat i november 2013 på en parkeringsplads i Glostrup fandt to kilo amfetamin i en BMW.
De skrev, at de under patrulje på Vesterbro i København havde fået øje på en afrikansk mand, der udviste mistænkelig adfærd. Ham skyggede de så til Glostrup.
Det var løgn. I virkeligheden havde politifolkene fået et tip fra en meddeler i det kriminelle miljø. Det var hans forarbejde, de ville skjule.
Usandheden blev afsløret, da det lokale politi begyndte at grave i sagen om narkoen. De opsporede den mand, som deres kolleger i København i hemmelighed samarbejdede med.
I begyndelsen var der mistanke om ulovlig efterforskning på den måde, at kilden havde været ulovlig agent. Dette blev senere afkræftet.
Tiltalen mod betjentene gik på misbrug af stilling, sådan at privates og offentliges ret blev krænket.
Både i Retten i Glostrup og Østre Landsret har de nægtet sig skyldige. Og de har understreget, at de udelukkede handlede for at beskytte deres kilde, som siden er blevet eksponeret.
– Uden at lyde teatralsk vil jeg sige, at hans liv er ændret for evigt, fordi han altid skal kigge sig over skulderen, har den ene tiltalte sagt.
Begge er meget erfarne. Den ene er 60 år, mens den anden er 45.
I retten har anklageren hævet den principielle fane: Det er helt afgørende for retssystemet, at man kan have tillid til, at politirapporter er sandfærdige, har senioranklager Line Scharf sagt.
/ritzau/