58-årig idømt seks års fængsel for sexovergreb på skolepige


Den 58-årige Søren Petersen er idømt seks års fængsel for en stribe seksuelle krænkelser af en 14-årig pige.

Han er desuden frakendt retten til at have med børn og unge at gøre indtil videre.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Manden har erkendt flere tilfælde af samleje og anden kønslig omgang med pigen, men han har til det sidste påstået, at det skete med den 14-åriges accept.

– Vi har dømt dig for at have udnyttet din psykiske, ikke så meget din fysiske overlegenhed over for pigen, siger retsformand Dorrit Kring til den dømte, Søren Petersen.

– De her ting er sket, de skulle ikke være sket, og det er dit ansvar alene, siger hun, mens den tiltalte mand med rødt fuldskæg stirrer ned i gulvet foran sig.

Den dømtes forsvarer, Sten Møller, oplyser, at den dømte udbeder sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.

Forsvareren havde bedt om, at navneforbuddet udstrækkes til eventuel endelig dom ved højere instans. Men det har retsformanden valgt ikke at imødekomme.

Ud over seks års fængsel er manden dømt til at betale en erstatning på 145.735 kroner til den forurettede pige.

Søren Petersen er tidligere dømt for sex med en mindreårig og for besiddelse af børnepornografiske billeder.

Det kostede ham i 2012 halvandet års ubetinget fængsel samt forbud mod at være sammen med børn og unge under 18 år.

Den 58-årige har beskrevet sig selv som en ivrig amatørfotograf. Han har forklaret retten, at der eksisterede en kontrakt med den 14-årige pige, som forpligtede hende til at imødekomme hans seksuelle lyster.

Der var ifølge manden tale om et rollespil, inspireret af bogen og filmen “Fifty Shades of Grey”, hvor der er en “herre” og en “underdanig”, som forpligtes til at adlyde herrens seksuelle ønsker.

Men det var pigen selv, der ifølge den tiltalte havde fundet på idéen med kontrakten.

Og der var på intet tidspunkt tale om tvang eller vold over for pigen, forklarede den 58-årige.

Og det argument har tilsyneladende gjort et vist indtryk på retten.

Man har således undladt at dømme efter paragraf 222, stk. 2 i straffeloven, der taler om anvendelse af tvang eller trusler, sådan som anklager Marianne Birck ellers havde talt for.

Derfor vil anklageren nu overveje, om dommen skal ankes.

– Overordnet set er jeg tilfreds. Strafudmålingen ligger tæt på min påstand, men man har ikke fundet, at forholdene er udført under tvang. Det skal vi naturligvis have kigget på, om vi er tilfredse med, siger Marianne Birck.

/ritzau/