En 64-årig mand fra Hedehusene er tirsdag blevet idømt syv års fængsel for at have krænket sin voksne datter seksuelt.
Et enigt nævningeting ved Retten i Glostrup finder det bevist, at den dømte i tre tilfælde har voldtaget datteren, og at han i et tilfælde har presset hende til samleje.
Manden blev endvidere fundet skyldig i at have tvunget datteren til andre former for sex. Disse forhold skal have fundet sted ugentligt gennem en årrække.
Manden blev tillige fundet skyldig i et enkelt tilfælde af blufærdighedskrænkelse over for et barnebarn.
Under retssagen har den nu dømte erkendt, at han gennem en periode havde et seksuelt forhold til sin datter, og at han dermed havde gjort sig skyldig i incest.
Resten af forholdene nægtede han.
I sin afgørelse lagde retten imidlertid vægt på datterens vidneforklaring, som betragtes som “særdeles troværdig”. At straffen skal lyde på syv års fængsel, var både nævninge og juridiske dommere enige om.
Den relativt lange straf skyldes blandt andet, at der var tale om omfattende og systematiske seksuelle krænkelser begået ugentligt over en årrække.
Hertil kommer, at der allerede i datterens barndom har fundet overgreb sted fra den dømtes side, ligesom han har udvist en adfærd, der medførte, at datteren gennem hele sit liv har været bange for faren.
De overgreb, der fandt sted i datterens voksenliv, måtte ses i lyset heraf, mener retten.
Den 64-årige har valgt at anke dommen til landsretten.
/ritzau/