Gerningsstedet i Ballerup.
Adskillige borgere har siden en skudepisode i weekenden i Ballerup, hvor en 29-årig mand blev dræbt, kontaktet politiet med oplysninger, som kan være relevante for efterforskningen.
Det fortæller vicepolitiinspektør i Københavns Vestegns Politi Mikael Storgaard, der efterforsker sagen:
Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre– Vi har fået et tocifret antal borgerhenvendelser, og det har vi været rigtig glade for.
Hvem der har taget kontakt, og hvad de har fortalt, vil Mikael Storgaard ikke ud med af hensyn til den videre efterforskning, men han fortæller, at de er af afgørende betydning for politiets arbejde.
– Som udgangspunkt kan vi bruge dem alle, når vi får stykket henvendelserne sammen. Nogle informationer kan lige pludselig vise sig at blive interessante senere i forløbet, siger han.
Skyderiet fandt sted ved 20-tiden fredag i Grantofteparken i Ballerup vest for København. Der blev ifølge politiet affyret fire skud, hvoraf to ramte en 29-årig mand i hovedet og i brystet.
Offeret blev kort efter bragt til Rigshospitalet, men døde ved totiden om natten.
Selv om skudepisoden finder sted i en tid, hvor kuglerne lader til at flyve flittigt mellem diverse bander, mener politiet ikke, at fredagens skyderi er en del af den verserende konflikt.
– Der er ikke noget i efterforskningen, der tyder på, at det har relation til bandekonflikten. Vi kan heller ikke sige noget nærmere om motivet, siger Mikael Storgaard.
I forårets løb har der været talrige eksempler på skyderier, der har fået fatale konsekvenser.
Dagen før skyderiet i Ballerup afgik en mand ved døden efter en skudveksling på Peter Bangs Vej på Frederiksberg. Derudover har der siden begyndelsen af maj været mindst otte skyderier i hovedstadsområdet og på Sjælland, hvor fem personer er blevet ramt.
/ritzau/