Flygtninge, der er kommet på den lavere integrationsydelse, har ikke længere ret til at holde ferie med deres børn.
Det vækker kritik fra både flygtningene, socialrådgivere og Dansk Flygtningehjælp, skriver Jyllands-Posten.
Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andreFlygtninge fra sprogskolen i Favrskov Kommune i Østjylland gik for nylig i demonstrationsoptog gennem stationsbyen Hadsten.
Det skete i protest mod de nye regler, der betyder, at de hele sommeren skal møde i enten sprogskole eller i aktivering i stedet for at holde sommerferie med deres børn.
Flygtningene selv mener, at der er tale om forskelsbehandling i forhold til danskere, og den holdning bliver delt af Andreas Kamm, generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp.
Særligt risikerer det at gå ud over børnene, fordi de må sendes i institution, mens deres danske skolekammerater har ferie sammen med deres forældre, mener han.
Regeringen indførte sidste sommer integrationsydelsen for nyankomne flygtninge. Ændringen kommer fra 1. juli også til at omfatte 21.000 herboende flygtninge, der kom før sidste sommer. Ydelsen medfører, at modtagerne mister retten til ferie.
Også de danske socialrådgivere protesterer over, at flygtningebørn mister muligheden for at holde ferie med deres familie. Formand for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau siger:
– Ud fra et integrationsaspekt er det helt grotesk, at de ikke kan holde fri ligesom andre børn. Der burde være de samme spilleregler for dem som for alle andre. Den stramme politik er mere skadende end gavnende.
Integrationsminister Inger Støjberg (V) mener, at flygtningene er “utaknemmelige” og i stedet burde bruge energien på at finde et arbejde.
– De er kommet til Danmark, hvor de er i sikkerhed, vi forsørger dem, de får gratis undervisning, deres børn går i daginstitutioner, og vi støtter dem efter alle kunstens regler. Vi kan hurtigt blive enige om, at ferie er dejligt, men det nytter altså ikke at stille an med sådan en krævementalitet, siger hun til Jyllands-Posten.
/ritzau/