Gerningsstedet i Hillerød.
Der var hensigt til at dræbe, da en 17-årig knivstikker i efteråret ramte en gymnasieelev i brystet med en syv centimeter lang kniv. Og derfor er der tale om manddrab.
Påstanden kommer fra anklager Tina Davidsen torsdag formiddag ved Retten i Hillerød. Her er hun nået til sine afsluttende bemærkninger – proceduren – i sagen om drabet på 17-årige Mads Skjoldsøge. Han mistede livet i november 2015.
Like localeyes.dk på FacebookDen tiltalte teenager har forklaret, at han ikke vidste, at knivstikket kunne koste Mads Skjoldsøge livet.
– Jeg køber ikke tiltaltes forklaring om, at han ikke vidste, at man kunne dø af et knivstik i brystet. Tiltalte må have indset muligheden, for at Mads kunne dø af det. Men han stak alligevel, lyder det fra anklageren.
Mads Skjoldsøge døde, efter at han var kommet op at toppes med den tiltalte. Og skænderiet var umiddelbart ikke meget forskelligt fra det, mange andre teenagere har.
En tirsdag eftermiddag gik Mads Skjoldsøge rundt i Hillerød i selskab med nogle venner, da de passerede den tiltalte, der kastede en lighter i jorden, så den eksploderede.
Det fik Mads Skjoldsøge til at råbe noget i stil med “hvad fuck laver du”, og det satte gang i uenighederne. Senere samme dag skrev knivstikkeren til Mads på Facebook.
– Hallo din lille luder, ved du hvem du fucker med?, skrev han til Mads.
De følgende dage eskalerede konflikten på Facebook. De forsøgte bevidst at provokere hinanden, og aftalte til sidst at tage diskussionen “mand til mand” for at løse konflikten.
Derfor mødtes de først på eftermiddagen bag Handelsskolen i Hillerød, hvor Mads var elev. Knivstikkeren og offeret gik til side for at snakke, og der blev Mads stukket i brystet. Det skete en torsdag.
Ifølge flere vidner forsøgte den 17-årige tiltalte i dagene op til knivstikket at skaffe sig et våben, ved at udspørge flere bekendte.
– Det er afgørende, at han gør sig flere anstrengelser for at bevæbne sig allerede dagene op til. Og han siger til et vidne allerede tirsdag aften, at han vil stikke Mads ned, hvis ikke han stopper med at irritere ham, siger anklageren.
Efter Tina Davidsens procedure er det den tiltaltes forsvarers tur til at komme med sine afsluttende bemærkninger, inden retten trækker sig tilbage for at votere om skyldsspørgsmålet.
/ritzau/