Tre mænd fra Eritrea er udvist efter grov voldtægtssag


Politiet undersøger gerningsstedet i Hjørring, oktober 2015.


En 25-årig kvindelig asylansøger fra Eritrea blev på skift voldtaget af tre landsmænd i forbindelse med en fest 25. oktober sidste år.

Sådan lød afgørelsen i Retten i Hjørring i februar, og to af mændene, en 27-årig og en 21-årig, blev her idømt et år og ni måneders fængsel. Den tredje mand, 27-årige Fenkel Mehari Ghebrekristos, blev idømt to års fængsel.

###
Alle mændene blev samtidig udvist af Danmark for bestandig.

Afgørelsen er tirsdag blevet stadfæstet i Vestre Landsret.

De to mænd, der skal lidt under to år i fængsel, har været i Danmark i mere end et år, mens Fenkel Mehari Ghebrekristos har været i landet i omkring fire måneder.

Sidstnævnte er dømt for at voldtage kvinden to gange, mens de to øvrige mænd er blevet dømt for at voldtage hende en gang.

Forbrydelserne skete i kølvandet på en fest, hvor mændene både havde snakket og drukket øl i selskab med det kvindelige offer. På et tidspunkt i løbet af natten lagde kvinden sig til at sove i et af værelserne i lejligheden, hvor festen blev holdt.

Hun vågnede ved, at hun ikke kunne få vejret. 27-årige Fenkel Mehari Ghebrekristos var i færd med at voldtage hende, og sådan blev det ved – når den ene var færdig, kom den næste ind.

Da alle tre mænd havde misbrugt hende, kom den første ind igen og misbrugte hende endnu engang mod kvindens vilje.

Fire fuldbyrdede voldtægter blev det til, før kvinden grædende løb ned på gaden, hvor en forbipasserende hjalp hende med at få ringet til politiet.

Ud over fængslingen og udvisningen skal de tre mænd samlet betale kvinden 80.000 kroner i erstatning.

/ritzau/