Video fra Algade i Brønderslev
Mandag efterlyser Nordjyllands Politi en mand, der mistænkes for en fuldbyrdet voldtægt.
Voldtægten blev begået i Brønderslev søndag den 29. august 2021 omkring klokken 01.00, hvor en 60-årig kvinde går hjemad mod sin bopæl via Algade i Brønderslev. Kvinden bliver overfaldet bagfra og fastholdes af gerningsmanden, der holder om kvindens mund og trækker hende ind i en have, hvor han gennemfører en fuldbyrdet voldtægt.
Kvinden alarmerer politiet klokken 01.32 samme nat. Nordjyllands Politi forklarer om sagens forløb:
“Vi sender straks en patrulje til stedet for at tage hånd om kvinden. Vi påbegynder de tekniske undersøgelser, kalder en hundepatrulje til gerningsstedet for at søge efter spor og sætter en efterforskning i gang. Denne efterforskning har blandt andet ført til indhentning af disse to videosekvenser med den formodede gerningsmand. Og nu håber vi på at høre fra borgere, der mener at kunne genkende ham,” fortæller politikommissær Carsten Straszek, der leder efterforskningen i sagen hos Nordjyllands Politi.
Personen, der ses på videoovervågningen, mistænktes for at være gerningsmanden. Han er på videoovervågningen set cyklende i Brønderslev centrum i tidsrummet omkring gerningstidspunktet, ligesom han svarer til signalementet af gerningsmanden.
Den formodede gerningsmand i videoerne beskrives med følgende signalement:
Mand på 25-35 år
Ca. 170-180 cm høj
Mørk i huden, mellemøstlig af udseende
Slank til almindelig af bygning
Med mørkt kort hår og mørkt skæg
Talte fremmedsprog
Var iført en mørk jakke (muligvis en træningsjakke) og mørke bukser (muligvis joggingbukser)
I videoerne ses den formodede gerningsmand cykle på en mørk herrecykel uden bagagebærer og med hvid skrift på stellet.
Politiet beder borgere, der genkender manden, at ringe til 114.