TV: Bilen blev knust. 16-årig i livsfare efter flugt fra politiet


Privatoptagelser.


En 16-årig dreng er i kritisk tilstand efter biljagt med politiet natten til torsdag.

Ulykken skete omkring klokken 01 på Herlevgårdsvej i Herlev, og to teenagere er blevet indlagt på Rigshospitalets Traumecenter.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Den ene, en 16-årig dreng, er i kritisk tilstand. Den anden er 18 år, og hans tilstand betegnes som alvorlig. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

Ulykken skete på Herlevgårdsvej i forbindelse med en kortvarig biljagt, hvor en politipatrulje var involveret.

– Klokken 00.54 bemærker en patruljebil et køretøj, der kommer kørende i høj fart i modsat retning. Patruljen vender om og kører efter dem, og ganske kort tid efter forulykker bilen, siger vagtchef Peter Grønbek.

– Personbilen påkører nogle træer. Der er ikke andre involveret end bilen. Men der er flere personer i køretøjet, og to personer er alvorligt kvæstet. Den ene af dem er i kritisk tilstand, siger han videre.

Ud over de to indlagte på 16 og 18 år sad yderligere en 16-årig også i bilen, da den kørte galt.

– Den tredje er ikke kommet noget alvorligt til. Han er anholdt. Han er mistænkt for at være fører af bilen. Det er vi ved at undersøge, lyder det fra Peter Grønbek.

Politiet har tidligt torsdag morgen endnu ikke kunnet fastslå, hvem der sad bag rattet, da ulykken skete.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) er blevet orienteret om episoden.

– DUP er inde over nu, fordi der har været tale om en kortvarig eftersættelse af bilen, siger Peter Grønbek.

De unge mænd kørte i en stjålet Renault Mégane stationcar.


Privatoptagelser.

Privatoptagelser.

Privatoptagelser.