Anholdelser af bandefolk for vold og trusler mod vidner


Torsdag formiddag er ni personer med relationer til Loyal To Familia blevet anholdt.

Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse, hvor det også fremgår, at de anholdte er i alderen 20 til 34 år.

Like localeyes.dk på Facebook

Anholdelserne er sket i en sag om kvalificeret vold og i en sag om vidnetrusler.

Der er i forbindelse med anholdelserne gennemført ransagning på 10 adresser, oplyser politiet.

Anholdelserne og ransagninger er fundet sted på adresser i Helsingør, Fredensborg, Hillerød og København.

Ved ransagningerne blev der fundet effekter af interesse for den videre efterforskning.

– Vi vil ikke acceptere bandemiljøets fuldstændigt uacceptable opførsel, hvor flere bandemedlemmer i forening gennemfører voldelige overfald og hvor der fremsættes trusler mod vidner. Vi har i længere tid haft særlig fokus på, hvad der sker i bandemiljøerne og senest har vi set en konflikt mellem flere grupperinger. Derfor er vi godt tilfredse med, at vi i dag har anholdt flere personer fra bandemiljøet, der har været involveret i konflikten, siger politiinspektør Morten Kaare Pedersen, Central Efterforskning Nordsjælland

De anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør, der forventes afholdt i morgen fredag den10. juni i retten i Hillerød og retten i Helsingør. Af hensyn til den videre efterforskning vil der blive begæret lukkede døre under grundlovsforhøret.

Politiet oplyser, at de forventer at foretage yderligere anholdelser i sagerne.