Politiet søger vidner til groft overfald i Dyrehaven


Nordsjællands Politi søger vidner til et groft overfald natten til torsdag på en mand i Dyrehaven i Nordsjælland.

En forbipasserende slog alarm til politiet, da vedkommende fandt manden, som er i begyndelsen af 40’erne, bevidstløs med svære skader på hovedet.

LÆS OGSÅ: HA-rocker fundet maltrakteret i Dyrehaven
– Vi har endnu ikke kunnet afhøre den forurettede person, men vi er stærkt interesseret i at høre fra personer, der kan have set noget mistænkeligt, siger Henrik Gunst, leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet ved Nordsjællands Politi.

Politiet håber, at gæster, der var til premieren på et teaterstykke i Ulvedalene i Dyrehaven samme aften, muligvis kan have set noget.

Manden blev fundet inden for den røde port ved Fortunvej i Dyrehaven, og der blev slået alarm til politiet klokken cirka 01.25.

Ifølge Henrik Gunst er offerets tilstand stabil, og man håber at kunne afhøre ham, når han er kommet lidt mere til hægterne.

Ifølge eb.dk og tv2.dk er den forurettede mand medlem af Hells Angels. Den oplysning vil Henrik Gunst dog hverken be- eller afkræfte over for Ritzau.

Politiet kan kontaktes med oplysninger i sagen på telefon 114.

/ritzau/