Avedøreværket. Foto: DONG Energy A/S.
Når Dong går på børsen i starten af juni, får flere hundrede medlemmer af ledelsen en solid grund til at give kage. En aktieordning står nemlig til at sende et stort, trecifret millionbeløb deres vej.
Administrerende direktør Henrik Poulsen ser ikke noget specielt i ordningen, der også tegner til at sendte et tocifret millionbeløb mod hans bankkonti.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigtOnsdag kunne Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.dk fortælle, hvordan ledende medarbejdere i forbindelse med salget af en større aktiepost til Goldman Sachs i 2014 fik ret til at købe aktier i Dong til den pris, salget skete til.
Salget værdisatte Dong til 45 milliarder kroner. Hvis Dongs værdi ved børsnoteringen er på 105 milliarder kroner, vil Henrik Poulsen ifølge Finans.dk’s udregninger tjene 20 millioner kroner.
250 medlemmer af ledelsen vil samlet tjene 550 millioner kroner, og almindelige medarbejder vil tjene 500 millioner kroner.
Prospektet for Dongs kommende børsnotering vil betyde en værdi af Dong på 106,5 milliarder kroner, altså lidt over Finans.dk’s forudsatte pris.
– Man skal huske på, at det er flere hundrede ledere, der får del i beløbet, og at værdien jo ikke er afgjort af udbuddet, men hvad aktierne bliver handlet til på børsen efterfølgende.
– Det er et aktieprogram, der minder meget om andre aktieprogrammer, der er set i andre selskaber, der går gennem en børsnotering, siger Henrik Poulsen til Ritzau Finans.
De nyder ifølge chefen godt af, at Dong er inde i en god udvikling. Ifølge direktøren var det et presset selskab, da aktieposten til Goldman Sachs blev solgt. Efter voldsomme nedskrivninger og en stor oprydning er Dong nu førende inden for havvindmølleparker.
– Nogle hundrede ledere og faktisk flere tusinde medarbejdere har haft mulighed for at investere deres egne, private midler i selskabet.
– I og med at Dong har oplevet en rigtig god udvikling i økonomien, vil de også kunne se frem til at få et ganske fornuftigt afkast på den investering, siger direktøren.
/ritzau/