Mand med rygsmerter reddet ned fra vindmølle


Courtesy of Vestas Wind Systems A/S.


En mand, der med store rygsmerter sad fast i toppen af en vindmølle, er blevet reddet ned igen.

Det fortæller vagtchef Gert Høeg fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Like localeyes.dk på Facebook

– Jeg har hørt, at han blev bundet godt fast til en båre og stillet på højkant i elevatoren, fortæller vagtchefen.

Manden var ved at give vindmøllen i Videbæk et serviceeftersyn, da det gav et knæk i ryggen.

– Hos alle os gamle mennesker giver det et knæk i ryggen, når vi løfter noget. Det gjorde det så mere, end det plejer, og han har fået frygteligt ondt i ryggen, fortalte vagtchefen tidligt tirsdag eftermiddag.

En læge sad oppe hos manden, og Beredskabsstyrelsen var på stedet med ni mand, en pionervogn og en mandskabsvogn.

Problemet var at få manden ned. Mølletårnet er nemlig ikke bredt nok til, at han kunne ligge ned i elevatoren. Derfor overvejede man at fire ham ned af vindmøllen på en båre.

Men det lykkedes altså angiveligt at binde ham fast til en båre, så han kunne transporteres ned i elevatoren.

/ritzau/