GILLELEJE: En 27-årig mand er lørdag blevet anholdt efter der blev fundet narkotika i hans båd i Gilleleje Havn.
Brandvæsnet blev tilkaldt kl. 19.42 på en melding om røg fra en mindre båd som lå fortøjret uden på en anden båd langs kajen. Fartøjet, som politiet ses hoppe i land fra, er ikke det ransagede fartøj, idet den anholdtes båd lå fortøjet på ydersiden af dette fartøj.
Ilden var hurtigt slukket, og var ikke alvorlig, men det var ikke nemt for brandvæsnet at komme til og se om ilden var slukket helt idet den 27-årige mand ombord ikke var specielt villig i at give dem adgang til båden. Manden var heller ikke begejstret for at se ordensmagten, og endte med at blive lagt i håndjern.
Narkobesiddelse med videresalg for øje
Årsagen til modvilligheden fandt politiet frem til, da der blev foretaget en ransagning af båden, og her blev der fundet en mængde narkotika ombord på fartøjet, som var stor nok til at den 27-årige mand blev sigtet for besiddelse af narkotika med videresalg for øje, det oplyser Nordsjællands Politi.
En 45-årig mand som også var til stede, blev ligeledes sigtet for besiddelse af narkotika, men her var mængden alene til en sigtelse for besiddelse til eget forbrug, oplyser Nordsjællands Politi om sagen.
Den 27-årige mand blev taget med til afhøring og til nærmere undersøgelse af de stoffer som der blev fundet ombord. Sagen var dog ikke af en sådan kaliber at der blev foretaget fremstillling i grundlovsforhør af den 27-årige mand.