Knust Tesla brød i brand: 53-årig mand dræbt i trafikulykke

BRANDE: En 53-årig mand er tirsdag aften afgået ved døden i en voldsom trafikulykke på Ågårdsvej nær Brande.

Ulykken skete omkring kl. 21.20, hvor der blev slået alarm til 1-1-2 som straks fik afsendt ambulancer, brandvæsen og politi til uheldsstedet hvor det viste sig at bilen var omspændt af flammer.

Redningsfolkene kunne intet gøre for den 53-årige mand som sad fastklemt i et brændende bilvrag, og en læge på stedet erklærede den 53-årige mand for død.

Ulykkens omstændigheder er at bilen, en Tesla, af endnu ukendte årsager pludselig kørte af vejen, ud på en mark og med voldsom kraft ramte et træ. Kollisionen fik bilen til at bryde i brand med det samme, og der var intet man kunne gøre for den 53-årige mand.

Ulykken skal angiveligt være sket med en hastighed på max 80 km/t, men de tekniske undersøgelser af ulykken som en Bilinspektør gennemførte på stedet skal nu fastslå hastighed og om evt defekter ved bilen førte til den tragiske ulykke.

Der var et vidne til den tragiske ulykke, det var en pårørende til den 53-årige mand som kørte bagved ham og således så ulykken ske. Dermed kunne vidnet forklare politiet om hvordan ulykken skete - hvorfor ulykken skete skal nu undersøges ved bla. obduktion af den dræbte 53-årige mand.

De pårørende er underrettet om det tragiske dødsfald.