Rockere skyldige i skuddrab: 18-årig blev lokket i baghold


    Optagelser fra gerningsstedet 18. april 2019.


    En person er frifundet i en sag om skuddrab i Holbæk i april 2019, hvor en 18-årig mand mistede livet. Det er sket ved Retten i Holbæk onsdag formiddag, hvor to andre er kendt skyldige i samme sag.

    Det skriver regionalmedierne sn.dk og TV2 Øst.

    18-årige Zobair Saidi blev lokket i baghold 28. april 2019. Han blev likvideret med et revolverskud i hovedet, efter at der var blevet kastet hash til ham foran en opgang i Ladegårdsparken.

    En 34-årig mand er onsdag blevet frikendt for at have bestilt drabet.

    To andre mænd har siddet med på anklagebænken, og de er derimod kendt skyldige i sagen. En 29-årig mand er kendt skyldig i at have planlagt det, mens en 26-årig mand affyrede skuddene, har byretten afgjort.

    De tiltalte var på gerningstidspunktet medlemmer af Bandidos, der lå i konflikt med Vanggruppen, og retten har givet anklagemyndigheden medhold i, at drabet skete som led i konflikten.

    Den 29-årige har siden drabet forladt rockergruppen.

    Der ventes strafudmåling til de to, der er kendt skyldige, i løbet af onsdag.

    En i dag 28-årig mand erkendte i september sidste år, at han havde ageret lokkedue ved at kaste hash til den unge mand. 28-årige Mikkel Nielsen er blevet idømt 12 års fængsel for sin rolle.

    /ritzau/