Localeyes-fotograf fik virkeligheden HELT ind på livet


Dette syn mødte vores fotograf, da han ankom til ulykkesstedet.


Localeyes dækker mange “blå blink” historier – og det er ikke uden grund, at vi har en byline der hedder “…nyheder fra forreste linje”.

Men undertiden kan “forreste linje” rykke helt ind i stuen hos vore medarbejdere ude i det virkelige liv, hvilket nedenstående historie illustrerer:

Tirsdag eftermiddag ringer telefonen hos vor nordsjællandske fotograf – det var sønnen: “Hey, far, jeg er kørt galt på Smidstrup Strandvej i Gilleleje”. Rolig stemme – ingen panik, så ud til bilen og afsted – det er jo nok bare en bule eller to.

Og netop som fotografen triller afsted, kommer der en alarm om et trafikuheld med fastklemte på Smidstrup Strandvej ….

Ved ankomsten står der på uheldsstedet to fuldstændig smadrede biler. Sønnen sidder fastklemt sammen med kæresten i sin bil mens et par fra den modkørende bil er ude deres bil.

Synet må vel nærmest være en “forælders” værste mareridt. Heldigvis er der masser af redningsfolk tilstede – bl.a hvad vores fotograf ofte kalder for “Falck’s Dreamteam” samt læger, politi, helikopter og ambulancer, så der er ikke meget, man som pårørende kan gøre i situationen – andet end at berolige nerverne med noget gammelkendt: Kameraet op på skulderen indtil redningen er overstået, og man selv kan være der for familien.

Og det kom der ovenstående indslag ud af – og det var først senere, vi her på redaktionen fandt ud af hvem der rent faktisk var indblandet i uheldet.

Dagen derpå kan der så gøres status: Parret i den modkørende bil slap fuldstændigt fysisk uskadte, sønnens kæreste kunne nøjes med skrammer og knubs og sønnen slap med et ben revet af led ved hofteskålen, mindre brud på samme og to rifter, der skulle sys.

Undertiden kan “Nyheder fra forreste linje” i den grad komme tæt på…