Bil revet midt over: 23-årig dræbt og 19-årig i kritisk tilstand

RØDEKRO: En 23-årig mand har mistet livet, mens en 19-årig mand er i kritisk tilstand efter færdselsulykke på Oksevejen ved Rødekro, de to unge mænd ramte bla. et træ som rev bilen over i to stykker - og den 23-årige var dræbt på stedet.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog klokken 14.40 via 1-1-2 anmeldelse om en alvorlig færdselsulykke på Oksevejen ved Rødekro, her var to mænd på 19 og 23 år kommet alvorligt til skade i forbindelse med en soloulykke i en personbil.

Politi og redningsberedskab ydede livreddende førstehjælp på stedet, men trods indsatsen var det ikke muligt at redde den 23-åriges liv, og han blev kort efter erklæret død af en læge på skadestedet.

Den 19-årige er i kritisk tilstand, og blev fløjet med lægehelikopteren til hospital.

Den dræbte 23-årige mand og den 19-årige mand er begge bosat i Aabenraa Kommune, og de pårørende til de to unge mænd er underrettet.

Politiet var sammen med en tilkaldt bilinspektør i flere timer i gang med at undersøge årsagen til ulykken. Vejstrækningen var derfor spærret for al trafik frem til omkring kl. 19.15 hvor de tekniske undersøgelser var afsluttet og uheldsstedet ryddet op.