Fire mænd tiltalt for knivdrab, drabsforsøg, grov vold og trusler


Fire mænd på 22, 25, 25 og 26 år er blevet tiltalt for både manddrab, drabsforsøg, grov vold og trusler i forbindelse med et opgør i bandemiljøet, der kulminerede på en parkeringsplads på Lenesvej i Brabrand i juli 2020.

Det var kl. 03.48 den 23. juli 2020, at Østjyllands Politi modtog en anmeldelse om, at flere personer var blevet stukket med kniv på en parkeringsplads ved Lenesvej i Brabrand. Ved ankomst til stedet fandt politiet en 42-årig mand, der var ramt af et knivstik i låret. Den 42-årige blev kort efter erklæret død.

Yderligere to personer var blevet ramt af knivstik. En 23-årig mand havde fået adskillige knivstik flere steder på kroppen, og en 28-årig mand var blevet stukket flere gange i benene. De blev begge behandlet for deres skader. Derudover var en 25-årig mand blevet udsat for flere slag og spark på kroppen.

”De fire mænd er tiltalt for manddrab på den 42-årige mand, forsøg på manddrab på den 23-årige mand samt to tilfælde af grov vold mod den 25-årige og 28-årige mand. De er desuden tiltalt for at have truet alle fire forurettede med en pistol,” siger specialanklager Jesper Rubow.

Særlig bandeparagraf i spil
Under politiets efterforskning er det kommet frem, at afdøde og de fire tiltalte har relation til hver sin rocker-/bandegruppering, og at motivet til overfaldet formentlig skal findes i en form for uoverensstemmelse i forbindelse med en narkohandel.

Med baggrund i de involveredes tilknytning til rocker-/bandemiljøet er der i alle fem forhold rejst tiltale efter den særlige bandeparagraf – straffelovens § 81 a.

”Anklagemyndigheden mener, at opgøret var egnet til at skabe en konflikt mellem de to rocker-/bandegrupperinger, hvorfor der er rejst tiltale efter straffelovens § 81 a, der betyder, at straffen potentielt kan forhøjes til det dobbelte,” siger Jesper Rubow, der desuden vil nedlægge påstand om, at de tiltalte idømmes et opholdsforbud i hele Aarhus Kommune.

To tiltalte efterlyst internationalt
Det er foreløbigt kun de to mænd på 22 og 26 år, der sidder varetægtsfængslet i sagen. De to øvrige tiltalte, der begge er 25 år, er varetægtsfængslet in absentia og har i flere måneder været efterlyst internationalt.

Østjyllands Politi vil gerne have borgernes hjælp til at finde frem til de to mænd, så de kan blive anholdt, inden sagen skal for retten. Sagen er endnu ikke berammet.


Abdallah Ahmad Taha har i flere måneder været efterlyst internationalt, efter flere personer var blevet stukket med kniv på en parkeringsplads ved Lenesvej i Brabrand – 23 juli 2020.

Ibrahim Omar har i flere måneder været efterlyst internationalt, alle oplysninger om ham gives til politiet på 1-1-4.