Anmeldere hungrer efter næste afsnit af Game of Thrones


Nikolaj Coster-Waldau som Jaime Lannister. Foto: Helen Sloan/HBO


Det er en af verdens mest populære tv-serier, der natten til mandag tog hul på sin sjette sæson i en stort anlagt verdenspremiere.

Fantasiserien Game of Thrones, der blandt andre har danske Nikolaj Coster-Waldau i en af hovedrollerne, har været ventet af millioner af fans verden over.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Men også verdenspressen har ventet i spænding på, hvad der skulle ske med Jon Snow, Sansa Stark, Daenerys Targaryen og alle de andre.

Og da spændingen var forløst, kunne anmelderne lovprise seriens nyeste afsnit, der også var første afsnit, hvor tv-seriens handling overhalede handlingen fra seriens fader, George R.R. Martins, bøger.

Det amerikanske erhvervsmagasin Forbes er vilde med det nyeste afsnit af Game of Thrones.

– Der sker en masse ting i Game of Thrones, som vi aldrig har set i George R.R. Martins bøger, skriver anmelder Erik Kain.

– Afsnittet var et stærkt og overraskende gensyn med serien, og selv om jeg ikke er overvældet over et par af skæbnerne, er jeg sikker på, at denne sæson bliver godt tv. Os bogorme må simpelthen acceptere, at tv-serien nu lever sit eget liv, skriver Erik Kain.

I Storbritannien er man også henrykte.

– Det var lige sådan et rystende afsnit, som serien havde brug for at starte sin nye sæson med, skriver den britiske avis The Telegraphs anmelder Ed Power.

Han roser især afsnittets sidste scene, hvor en hovedperson viser sig fra en noget anden side, end seerne har været vant til.

– Det var en meget tilfredsstillende sidste scene til at afslutte en dejligt uhyggelig time, skriver The Telegraph.

Også hos Washington Post er anmelderen begejstret for de nyeste drejninger i Westeros og omegn.

– Vi fik stillet et dejligt spørgsmål, som jeg er sikker på, at serien vil forsøge at besvare i de resterende afsnit: Når verden ændrer sig dramatisk, hvad er så værd at tage med ind i den ukendte fremtid? Hvad vil dræbe dig? Eller gøre noget, der er endnu værre?, spørger The Washington Posts Alyssa Rosenberg kryptisk.


Peter Dinklage som Tyrion Lannister og Conleth Hill som Varys. Foto: Macall B. Polay/HBO

Emilia Clarke som Daenerys Targaryen. Foto: Macall B. Polay/HBO

/ritzau/