Kæmpe politiaktion mod indbrudstyve


Arkivfoto

Task Force Indbrud (TFI) har i dag efter længere tids efterforskning iværksat en aktion mod en gruppe personer, der mistænkes for at være gerningsmænd til en lang række indbrud af særlig grov karakter.

Aktionen er sket i samarbejde med Københavns Vestegns Politi.

Der er ved aktionen i dag foretaget anholdelse af tre mænd i alderen 21 – 28 år. De er danske statsborgere og har ikke rocker- eller bandetilknytning.

Anholdelserne blev foretaget tidligt i morges på adresser på Vestegnen og i Roskilde, der er fortsat ransagninger af diverse lokaliteter i gang flere steder.

De tre anholdte sigtes blandt andet for følgende pengeskabstyverier:

Indbrud og tyveri af pengeskab med indhold i et firma på Tårnfalkevej i Hvidovre den 25/3-16

Indbrud og tyveri af pengeskab i et plejehjem på Nørre Boulevard i Køge den 25/3-16

Rambuktyveri i 7-Eleven på Friheden S-station i Hvidovre den 28/3-16 ved at have kørt en bil gennem facaden og stjålet et pengeskab med indhold

Forsøg på rambuktyveri i et firma på Stamholmen i Hvidovre den 31/3-16 ved at have kørt en bil gennem facaden og forsøgt at stjæle et pengeskab med indhold

Indbrud og tyveri af pengeskab med indhold i et supermarked på Trekroner Centervej i Roskilde den 3/4-16.

Derudover sigtes nogle af de anholdte for indbrud i villaer og virksomheder i Rødovre, Hvidovre, Roskilde, Måløv, Solrød og Brøndby – hvor der i alle tilfælde er stjålet designermøbler.

- Det er meget tilfredsstillende, at længere tids efterforskning har ført til, at vi i dag har kunnet anholde personerne og dermed få opklaret grove berigelsesforbrydelser, der ikke alene har medført tyveri af værdier, men også har medført, at der skete store skader i forbindelse med gennemførelse af forbrydelserne. Vi forventer, at efterforskningen vil føre til flere anholdelser, siger leder af TFI, politiinspektør Bent Isager-Nielsen.

De anholdte bliver i dag kl. 13.00 fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Lyngby med krav om varetægtsfængsling.

Retsmødet vil blive begæret afholdt for lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning.