Bandefolk amok: 20-årig overfaldet med køller og sten på P-plads


BLISTRUP: Mandag aften blev en angiveligt fuldstændig uskyldig 20-årig mand overfaldet på p-pladsen udenfor Netto, overfaldsmændene lukkede hans bil inde med tre biler og gik til angreb med køller og sten.

Nordsjællands Politi bekræfter at der har været et voldeligt overfald, mandag aften kl. 21.21, og at ofret blev overfaldet af flere personer ligesom ofrets bil blev udsat for omfattende hærværk. Udover det holder ordensmagten kortene tæt til kroppen.

Lokale: Bandefolk på jagt efter rivaler
Via en række lokale kilder kan der dog lægges et større puslespil som tyder på at overfaldet i den grad var banderelateret, idet der inden overfaldet i Blistrup blev set tre kendte bandebiler som kørte søgende rundt i Gilleleje.

Mindst en af personerne i bilerne har tidligere været involveret i banderelateret vold i Gilleleje, og blev genkendt af lokale flere steder i byen. Det blev gjort klart at tæskeholdet var på jagt efter personer med forbindelse til grupperingen “Cripps” angiveligt fordi der skulle laves en ‘bytter’ for overfaldet lørdag på Helsinge Station.

Der er dog ingen oplysninger om at tæskeholdets jagt på rivalerne lykkedes, og tæskeholdet endte til sidst i byen Blistrup hvor en 20-årig lokal mand endte som offer. Der er angiveligt intet som tyder på at den 20-årige mand har nogen banderelationer, og hvorfor han endte som offer er ukendt.

Er du Cripps??
Den 20-årige mand fra lokalområdet skulle ifølge en kilde blot ned og handle lidt ind i Netto, men da han parkerede sin bil tæt på indgangen til butikken blev hans bil pludselig omringet af tre biler, og seks til otte personer sprang ud af bilerne med det samme.

En af voldsmændene rev døren op på den 20-årige mands bil og råbte “Er du Cripps”, men selvom den unge mand klart råbte nej, og forsøgte at gøre det klart at han ikke anede hvad de talte om, så regnede kølleslagene ned over den unge mand og hans bil.

Han bil blev fuldstændig smadret af voldsmændene, som ligeledes efterlod deres offer stærkt blødende på gerningsstedet med skader i ansigtet, hovedet og andre steder på kroppen – overfaldsmændene benyttede ifølge vidner både køller og sten mod deres offer og hans bil.

Politi og ambulance hurtigt fremme
Pårørende til den 20-årige mand nåede frem kort før ambulance og politiet nåede frem, sidstnævnte med flere patruljer hvoraf der var mindst en hundevogn imellem. Trods den hurtige reaktion var de tre biler forsvundet fra stedet og ingen personer er endnu blevet anholdt i forbindelse med sagen.

Den sårede unge mand blev behandlet i en ambulance, som med udrykning bragte ham til behandling på Akutmodtagelsen på Hillerød Hospital – han er udenfor livsfare, men har pådraget sig større og mindre skader fra voldsmændenes overfald, oplyser en pårørende til voldsofret.