Skudepisode i Aalborg efterforskes: Mand ramt af skud i hoften


AALBORG: Nordjyllands Politi modtog d. 21. marts 2021 kl. 00:45 melding om, at der skulle være sket et færdselsuheld på Hadsundvej i Aalborg. Da politiet ankom til stedet, kunne man konstatere, at der var et køretøj, der var ramt af flere skud.

Nordjyllands Politi indledte straks en efterforskning af dette forhold for at klarlægge hændelsesforløbet nærmere.

Mens dette arbejde pågik, fik politiet lidt senere, omkring kl. 02:59, melding om en tilskadekommen person på Vesterbro i Aalborg. Da politiet kom frem til stedet, konstatererede man, at der var en person – en ung mand – der var ramt af et skud i hoften. Offeret er indbragt til sygehuset, og han er uden for livsfare.

– Vi efterforsker lige nu bredt og massivt for at få belyst, hvad der er sket før, under og efter denne skudepisode, siger lederen af efterforskningen, vicepolitiinspektør Frank Olsen, der ikke kan udtale sig præcist om motivet til hændelsen.

– Det er blandt andet det, som vores efterforskning skal være med til at afdække, men noget tyder på, at der kan være tale om et opgør i et lokalt kriminelt miljø, fortsætter Frank Olsen, der forklarer, at politiets efterforskningsskridt f.eks. indebærer afspærring omkring Hadsundvej for at foretage tekniske undersøgelser af gerningsstedet, ligesom der skal afhøres en række vidner i tilknytning til episoderne på Hadsundvej og Vesterbro.

Massiv tilstedeværelse
Derudover har Nordjyllands Politi iværksat en massiv tilstedeværelse i og omkring Aalborg.

– Derfor vil borgere i Aalborg den kommende tid kunne se en del politi i hele byen, men især i området omkring Hadsundvej og Vesterbro vil vi være til stede, siger lederen af efterforskningen, vicepolitiinspektør Frank Olsen.

Vicepolitiinspektøren opfordrer borgere til at henvende sig, hvis de har oplysninger i sagen. Hvis der er nogen, der har set noget på Hadsundvej eller andre steder eller har andre oplysninger i sagen, så skal man straks til os på 114

– Det er en aktuel uro i lokale kriminelle netværk i Aalborg, der har forbindelse til nattens skudepisode på Hadsundvej, hvorved en ung mand – der er meldt uden for livsfare – blev såret. Uroen handler formentlig om narkomarkedet og gammelt nag, lyder vurderingen fra vicepolitiinspektør Frank Olsen, der er leder af politiets igangværende efterforskning af skudepisoden.

– Vi har siden sidste sommer haft et intenst og målrettet fokus på disse kriminelle netværk og de personer, der indgår heri, siger Frank Olsen.

Vicepolitiinspektøren kan ikke gå i detaljer omkring disse netværk – det er af hensynet til politiets brede indsats på området, men det er politiets opfattelse, at deres aktuelle uoverensstemmelser blandt andet relaterer sig til narkomarkedet i Aalborg samt gammelt uvenskab.

– Jeg kan dog sige, at der er tale om kriminelle netværk med en løs struktur, som består af personer af forskellige nationaliteter med lokal tilknytning, siger Frank Olsen, der ikke kan udtale sig om antallet netop på grund af denne meget løse struktur, hvor der hurtigt sker udskiftning.

Bred indsats i gang
Nordjyllands Politis indsats over for personerne tilknyttet disse netværk omfatter flere elementer fra den politifaglige værktøjskasse: nemlig forebyggende initiativer, konsekvent strafforfølgning og tryghedsskabende tiltag, f.eks. øget patruljering i særlige områder, som blandt andet er iværksat netop i dag på grund af nattens episode.

– Det betyder på godt dansk, at vi er meget opmærksomme på disse personer, og at vi skrider ind over for dem, hvis de overtræder straffeloven eller på anden måde skaber utryghed i det offentlige rum. En skudepisode på offentlig vej, som den vi så i dag, er fuldstændig uacceptabel, siger Frank Olsen, der dog understreger, at helt almindelige borgere i Aalborg ikke skal være bange for at blive direkte involvere i noget.

– Vi vurderer, at det er uro og uoverensstemmelser indkapslet i et lokalt kriminelt netværk, der kan medføre interne opgør. Men derfor kan det stadig, helt forståeligt, være utrygt at opleve skyderi det offentlige rum, f.eks. tæt på ens bopæl, uddyber vicepolitiinspektøren, der opfordrer borgerne til at henvende sig til politiets tryghedspatruljer eller på 114, hvis de føler sig utrygge eller har informationer til politiet.

Myndighederne samarbejder
Vicepolitiinspektøren tilføjer, at politiets brede indsats over for de lokale kriminelle netværk foregår i et tæt samarbejde med de øvrige myndigheder, herunder Aalborg Kommune, SKAT og andre politikredse – og den kommer til at fortsætte med uformindsket styrke fremover.

Politiets aktuelle efterforskning af den konkrete skudepisode fortsætter. Ingen personer er endnu blevet anholdt i sagen.