Voldsomt overfald: Mand overfaldet af flere voldsmænd med bat


HELSINGE: Nordsjællands Politi spærrede lørdag eftermiddag, omkring kl. 16, en del af Helsinge Station af efter alarmopkald om et voldsomt overfald. To personer blev ifølge vidner overfaldet af en større gruppering inde i stationens venterum.

Det viste sig at der var tale om et groft overfald på en person, som bla. blev slået med et bat af en større gruppe personer inde i stationens venterum, hvor politiet også fandt en del blodspor efter overfaldet.

Muligt banderelateret overfald
Voldsofret var dog ikke tilstede længere, da politiet ankom med adskillige patruljer, men til gengæld var der en gruppering på seks – otte personer fordelt i flere personbiler i området. Adskillige af disse er kendt af politiet i forvejen, og der skal nu en nærmere efterforsking til, da ingen ønsker at snakke med politiet om sagen.

Der er muligvis tale om et banderelateret overfald, da der tidligere er sket flere lignende overfald i og omkring stationsområdet – disse skal ifølge flere kilder have forbindelse til rockergrupperingen Bandidos og en mindre lokal gruppering af gadebanden Cripps.

Forslået offer vil ikke tale
Først ved 19-tiden fandt Nordsjællands Politi frem til voldsofret, han havde søgt lægehjælp efter de skader som han er blevet påført ved det brutale overfald som efterlod ham med bla. en brækket næse og div mindre skrammer, oplyser Nordsjællands Politi.

Trods det voldsomme overfald ønsker voldsofret ikke at tale med politiet, det stopper dog ikke politiets efterforskning idet der er adskillige vidner til overfaldet samt en omfattende video-overvågning som nu er i politiets hænder.

Eftersom der er brugt slagvåben ved overfaldet er der tale om kvalificeret vold, så selv om voldsofret ikke vil medvirke så fortsætter politiet efterforskningen af overfaldet.