Medie: Musikeren Prince hævdes død


Arkivfoto


Det amerikanske musikmagazin TMZ rapporterer, at den legendariske sanger og sangskriver Prince er død. Ifølge mediet blev han fundet død i sit hjem i Minnesota torsdag morgen amerikansk tid.

Prince blev i weekendens løb kørt på hospitalet efter at hans private jet måtte foretage en nødlanding i Illinois i weekenden. Kilder siger til TMZ, at Prince havde kæmpet med en influenza i flere uger på det tidspunkt.

Oplysningen om, at popikonet skulle være afgået ved døden, blev torsdag aften dansk tid bekræftet af hans manager, Yvette Noel-Schure. Det skriver nyhedsbureauet AP ifølge flere medier.

Dødsårsagen er ikke umiddelbart kendt.

Prince, hvis fulde navn er Prince Rogers Nelson, betragtes som en af de mest indflydelsesrige nulevende musikere inden for moderne musik som pop og soul. Prince blev 57 år gammel.

Vi følger sagen. ..