Arkivfoto
FREDERIKSSUND:En 34-årig mand havde en gigantisk promille efter at have pustet i et alkometer – han slap dog uden tiltale grundet travlhed hos Nordsjællands Politi
Ifølge en 34-årig knallertkører var han blevet presset af fire biler på Frederiksværkvej ved den ovale rundkørsel, så han endte med at vælte omkuld med sin knallert.
Hele sagen er noget besynderlig, ikke alene grundet den voldsomme historie, men også fordi den 34-årige mand blæste alkometret op på svimlende 3,0 i promille – men alligevel undgik anholdelse og sigtelse.
– Knallertkøreren hævdede, at fire køretøjer havde presset ham, så han ramte kantstenen, og at 10-12 personer var stået ud af bilerne og råbt, om han ville slås, hvilket han ikke havde lyst til, fortæller specialkonsulent Henrik Duus, Nordsjællands Politi, til Frederiksborg Amts Avis.
En patrulje kom til stedet, hvor den 34-årige mand blev bedt om at blæse i alkometret, og dette endte på imponerende 3,0 i promille – noget der normalt medfører anholdelse og udtagelse af en blodprøve.
Prøven med alkometret ville betyde at den 34-årige mand kunne forvente at blive frakendt retten til at køre på knallert med det samme, samt en konfiskation af knallerten på stedet – men det skete ikke.
– Imidlertid blev manden, der var uskadt, ikke kørt til hospitalet for at få taget en blodprøve til sagen om uheldet, som skete på et tidspunkt, hvor politiet ifølge specialkonsulenten havde ret travlt, skriver Frederiksborg Amts Avis.