VARDE: En 30-årig mand er indlagt på sygehuset, men er meldt uden for livsfare. Ingen af de involverede personer har relation til bandemiljøet.
Syd- og Sønderjyllands Politi modtog klokken 11.50 anmeldelse om et knivstikkeri på Stausvej i det centrale Varde. En 30-årig mand er blevet indlagt på sygehuset til behandling. Han er meldt uden for livsfare.
Politiet efterforsker sagen som et drabsforsøg, men kan endnu ikke sige noget om motiv eller det konkrete hændelsesforløb. Det står dog klart, at ingen af de involverede personer har relation til bandemiljøet.
En 27-årig mand blev anholdt klokken 12.27 på gerningsstedet og sigtet for drabsforsøg.
Anklagemyndigheden skal efterfølgende tage stilling til eventuel fremstilling i grundlovsforhør, Politiet er fortsat til stede på gerningsstedet i forbindelse med efterforskningen.
Syd- og Sønderjyllands Politi har i øjeblikket ikke yderligere oplysninger om sagen.