Biljagt: 73-årig mand flygtede fra politiet


Politiet har her anholdt den 73-årige flugtbilist, han var noget utilfreds over at have fået håndjern på – men de blev på.


GILLELEJE: Onsdag aften kl. 20.30 forfulgte en patruljevogn fra Nordsjællands Politi en mandlig bilist, som absolut ikke ville tale med politiet.

Den vilde jagt gik rundt i Gilleleje, før den endte i industriområdet i Stæremosen.

En mandlig fører af en ældre sølvfarvet Peugeot 206 ville absolut ikke tale med politiet, så da en patruljevogn gav ham signal om at standse trykkede han bare speederen i bund.

Biljagten startede angiveligt ude på Tinkerup Strandvej, fortsatte herfra ind ad Kystvejen og op til rundkørslen ved Gilleleje Station.

Her drønede den flygtende bil hele fire gange rundt i rundkørslen, før bilen fortsatte ud ad Gilleleje Hovedgade med patruljevognen for fuld udrykning i hælene, fortæller et vidne til jagten til Politirapporten.nu

– Vi fik afsluttet eftersættelsen ude i industrikvarteret i Stæremosen, her blev køretøjet stoppet og føreren anholdt, oplyste vagtchef Søren Bjørnstad få minutter efter biljagten var afsluttet.

Det var formentlig et manglende kørekort som fik bilens mandlige fører – iøvrigt identisk med en 73-årig mand fra Græsted – til at trykke speederen i bund, og forsøge at flygte fra lovens lange arm. Manden havde forsøgt at køre sin bil ind ved Attendo på Stæremosen, og håbede at politiet overså ham – men det gjorde de ikke og føreren blev hevet ud af bilen og anholdt.

Bilisten blev taget med på bagsædet af patruljevognen, og han er sigtet for adskillige færdselslovsovertrædelser samt kørsel uden førerret.