Notat: Jyske Bank skabte 2000 selskaber for at undgå skat


Optagelser fra november 2013, hvor Jyske Bank også var i søgelyset for at hjælpe rige mennesker med at unddrage skat. Aktionen blev lavet af aktivister fra Mellemfolkeligt Samvirke .


Danmarks tredjestørste bank, Jyske Bank, har i over 2000 tilfælde hjulpet kunder med at oprette offshoreselskaber i blandt andet Panama og Gibraltar, skriver Politiken.

Det fremgår ifølge avisen af et lækket notat fra det panamanske advokatfirma Mossack Fonseca, der de seneste dage er kommet i verdens søgelys for sin påståede rolle med at hjælpe klienter med at gemme formuer i skattely.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Ifølge et mødereferat fra 19. maj 2005 besøgte to ansatte fra Jyske Bank advokatfirmaet i Panama.

– Hr. Dalsgaard og hr. Fischer besøgte vores kontorer. (…) Vi viste dem Mossack Fonsecas Trust and Business Center. De sagde, at Jyske Bank havde oprettet omkring 2000 selskaber, især i Panama og Gibraltar, for at imødegå EU’s direktiv om rentebeskatning, står der ifølge Politiken i mødereferatet.

Direktivet betyder, at banker i EU-landene fra 1. juli 2005 fik pligt til at oplyse myndigheder i andre EU-lande, hvis deres statsborgere har renteindtægter i banken, så myndigheder i hjemlandet kan opkræve skat af pengene.

En af måderne at undgå dette var at flytte pengene til selskaber i for eksempel Panama.

Jyske Bank afviser, at banken aktivt har hjulpet kunder med at smyge sig uden om at betale skat.

– Jeg har været i kontakt med både Thomas Fischer, som ikke længere er i banken, og Kim Dalsgaard, og ingen af de to har nogen erindring om at have mødtes med Mossack Fonseca, eller at de skulle have sagt som refereret, siger Jens Lauritzen, direktør for international private banking i Jyske Bank, til Politiken.

– De deltog i en konference i Panama i 2005, måske har de mødtes ved en bardisk dér og udvekslet bemærkninger, tilføjer han.

Banken vil ikke afvise, at den har oprettet selskaber for kunder i Panama, men ifølge Jens Lauritzen har banken altid gjort rede for kundernes forpligtelse til at oplyse om deres aktiviteter over for deres hjemlandes skattemyndigheder.

/ritzau/