Chauffør får betinget fængsel for tredobbelt trafikdrab


Ulykkesstedet 5. december 2014.


Vestre Landsret har mandag idømt en 24-årig lastbilchauffør 30 dages betinget fængsel for uagtsomt manddrab. Manden var skyld i, at tre personer døde.

Ulykken skete 5. december 2014 på Østjyske Motorvej ved Hedensted. Her bragede chaufføren sin bil op bag i en kø af biler. Hastigheden var 89 kilometer i timen.

I byretten fik chaufføren otte dagbøder à 500 kroner, men den dom blev anket af anklagemyndigheden.

– Med dommen har landsretten valgt at vige fra udgangspunktet om bødestraf i den type sager, fortæller anklager Camilla Holst fra Statsadvokaten i Viborg.

Hun havde i landsretten forlangt, at chaufføren skulle straffes med tre måneders ubetinget fængsel. Chaufførens påstand var stadfæstelse af straffen fra byretten.

Vestre Landsret i Viborg har i forbindelse med mandagens dom bestemt, at chaufføren skal yde 40 timers samfundstjeneste.

/ritzau/