Nørrebro feruar 2015, hvor Omar el-Hussein blev skudt og dræbt af politiet.
1. april 2016 13:09
I en byge af kugler fra politiets våben mistede Omar el-Hussein livet tidligt om morgenen 15. februar sidste år. Og det var helt efter bogen, at politiet skød og dræbte manden. Det slår Rigsadvokaten nu fast, oplyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed.
El-Hussein blev skudt på Svanevej i Københavns Nordvestkvarter, efter at han dagen og natten forinden havde angrebet kulturhuset Krudttønden på Østerbro og synagogen i Krystalgade. To mænd blev dræbt ved angrebene og en stribe politifolk blev såret.
Statsadvokaten i København har tidligere konkluderet, at politifolkene handlede korrekt, da de skød og dræbte Omar el-Hussein på Svanevej. El-Hussein var bevæbnet og affyrede selv flere skud mod politiet.
Statsadvokatens afgørelse faldt i slutningen af januar, men i begyndelsen af marts valgte Omar el-Husseins mor at klage til Rigsadvokaten.
– Hun mener ikke, at politifolkene har handlet korrekt, da de skød hendes søn ned. Hun mener, at den måde, det foregik på, mere eller mindre svarer til en likvidering, sagde kvindens advokat, Niels Christian Strauss dengang til TV2.
Politiklagemyndigheden efterforskede drabet på el-Hussein. Det er et krav i retsplejeloven, når personer bliver dræbt af politiet.
Efterfølgende vurderede Statsadvokaten i København sagen juridisk på baggrund af efterforskningsmaterialet fra Politiklagemyndigheden.
Statsadvokaten nåede frem til, at politifolkene fra PET’s aktionsstyrke handlede i lovligt nødværge, da de skød og dræbte Omar el-Hussein.
I øjeblikket verserer en sag ved Københavns Byret mod fire mænd, som ifølge anklagemyndigheden har tilskyndet og bistået el-Hussein i timerne efter angrebet på Krudttønden.
Anklagemyndigheden mener, at mændene derfor skal gøres medansvarlige for el-Husseins drab på 37-årige Dan Uzan, der blev dræbt ved synagogen i Krystalgade. De fire er tiltalt for medvirken til terrorisme.
/ritzau/