HILLERØD: Tidligt mandag morgen lød der fire skud i det rolige kvarter på Vibekevej, kuglerne gennemhullede et vindue til en stuelejlighed og politiet var hurtigt fremme på stedet.
Politiet blev alarmeret kl. 06.28 af lejlighedens beboer, som et øjeblik før havde hørt fire skud og herefter opdaget det gennemhullede stuevindue – ingen personer kom noget til ved skyderiet.
Politiet kom hurtigt til stedet, og spærrede et stort område af omkring Vibekevej, herunder var også kirkegården i Hillerød totalt afspærret, formentlig i forbindelse med undersøgelse af gerningsmandens flugtvej.
Politiet benyttede flere politihunde på stedet, og området blev meget nøje gennemgået. Teknikere arbejdede omkring selve gerningsstedet, hvor vinduet blev nøje undersøgt og opmålt. Inde i lejligheden må det formodes at politiet har sikret sig de fire projektiler, der blev tilsyneladende ikke fundet patronhylstre på stedet hvilket indikerer at der er benyttet en revolver og ikke en pistol ved angrebet på stuelejligheden.
Hvorfor der er skudt mod lejligheden, og om der evt. er tale om en forveksling er blot et af de mange punkter som politiet nu arbejder med at få opklaret.
Hvis nogen har nogen oplysninger til sagen eller har observeret noget i tiden omkring skuddene mod lejligheden – så kontakt Nordsjællands Politi på 1-1-4.