Arkivfoto
En tidligere ansat i politiet er blevet idømt 20 dages fængsel i en straffesag i Østre Landsret.
Den 61-årige mand har tilstået besiddelse af børneporno, og ved at anke en afgørelse fra Københavns Byret har han opnået en mildere dom.
Like localeyes.dk på FacebookI Københavns Byret blev han i juni sidste år idømt fængsel i 60 dage. Byretten fandt manden skyldig både i børneporno og forsøg på blufærdighedskrænkelse over for en lokkedue.
På nettet havde han chattet med en person, som udgav sig for at være en 10-årig filippinsk pige og hendes lillesøster på otte.
Men i virkeligheden var personen en lokkedue fra organisationen Terre Des Hommes i Holland.
Den tidligere politimand har indrømmet børneporno på sin computer, hvorimod han har nægtet sig skyldig i det påståede forsøg på at krænke et barns blufærdighed.
I øvrigt mistede han sit job i ordensmagten i forbindelse med en tidligere lokkedue-operation, som var sat i scene af Ekstra Bladet.
Avisens reporter udgav sig for at være en pige på 13 år, og politimanden troppede op i et forsøg på at møde hende.
Dengang blev han idømt en betinget frihedsstraf og samfundstjeneste.
/ritzau/