Foto: FBI
Amerikanske myndigheder har fået adgang til data på den iPhone, der tilhørte en af de to gerningsmænd ved angrebene i San Bernardino i december, hvor 14 personer blev dræbt, og 22 blev såret.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der citerer retsdokumenter fra det amerikanske justitsministerium.
Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andreMyndighederne frafalder af samme grund en sag mod it-giganten Apple, der har nægtet at assistere med at åbne telefonen.
– Vores beslutning om at stoppe sagen er baseret på, at vi med assistance fra en tredjepart har formået at låse den pågældende iPhone op uden at ødelægge indholdet af telefonen, siger statsadvokat Eileen Decker i en pressemeddelelse ifølge Reuters.
Myndighederne har gentagne gange bedt Apple om at låse attentatmand Syed Farooks telefon op, men Apple har af principielle årsager ikke ønsket at give myndighederne adgang til telefonens data.
Skyderierne i Californien var angiveligt inspireret af Islamisk Stat, og FBI har derfor været interesseret i at få adgang til Farooks telefon for eventuelt at få indblik i, hvordan ekstremistgruppen arbejder og rekrutterer.
De amerikanske myndigheder har tidligere fået en retskendelse, der beordrede Apple til at hjælpe med at låse telefonen op. Men det har Apple konsekvent nægtet.
It-selskabet mener nemlig, at det risikerer at give myndighederne mulighed for at få adgang til samtlige Apple-produkter, hvis man hjælper FBI. Sagen har derfor også udviklet sig til en generel kamp for privatliv i den teknologiske verden.
Sagen har også haft stor politisk interesse, hvor blandt andre præsidentkandidat Donald Trump har opfordret til boykot af Apple.
En række selskaber, der normalt betegnes som Apples konkurrenter, støtter formelt it-giganten i sagen. Det gælder blandt andre Google, Microsoft, Facebook og Snapchat.
/ritzau/