Arkivfoto
Krzysztof er en af de cirka 42.000 polakker, der arbejder i Danmark. Han har en fin uddannelse fra Polen, men tjener bedre som avisbud her.
Han har slidt seks scootere op på nattemørke villaveje, og han ved, hvem der foretrækker avisen leveret på køkkenbordet.
Til august har 35-årige Krzysztof været 10 år i Danmark.
Han er en af de omtrent 42.000 polakker, der er flyttet til Danmark for at arbejde. Og med de forhold, han har her, har han tænkt sig at blive.
– Jeg arbejder mellem tre og tre en halv time, og hvis jeg løber ind med aviserne, kan jeg gøre det på to. Jeg tjener 320.000 kroner om året, så jeg kan leve med værdighed, siger han til
.
I 2010 fortalte han til sin historie om at tage til Danmark fra Polen med en lang universitets-uddannelse som historiker i bagagen for at arbejde som avisbud.
Dengang udløste artiklen en så hidsig debat, at han måtte dokumentere sine indtægter. Læserne troede ganske enkelt ikke på, at det var muligt at tjene så mange penge på avisomdeling.
Men det gør han stadig. Oveni i købet 320.000 kroner. Sidste år faldt indtægten dog lidt, fordi færre holder avis, og han bliver betalt per styk.
Han kører sine fire distrikter 400 aviser seks nætter om ugen. Den sidste avis skal være afleveret klokken 6.30.
– Bagefter går jeg hjem og kan være sammen med min kæreste og hendes datter, når de står op, og jeg kører ham nogle gange i skole. Så går jeg i seng og sover et par timer, siger Krzysztof til
Jobbet som avisbud bliver ofte brugt som eksempel på en arbejdsopgave, alle kan klare. Men på de nattemørke villaveje skilles de professionelle fra amatørerne.
Krzysztof egen vurdering er, at hans fire avisruter ville tage tre gange så lang tid, hvis han ikke havde sin rutine – og ikke mindst sin scooter.
Han købte den første kort tid efter, at han var begyndt at bringe dagens nyheder ud. At cykle er for langsomt og for tungt med alle aviserne, og en bil kan ikke skyde genveje.
Til gengæld kører han stærkt. Også så stærkt, at han har fået klager for at støje.
– Men nu ved jeg, hvor jeg skal gasse lidt ned, fordi der er en, der har soveværelse ud til hjørnet. Men jeg har bemærket, at hun nu sover i et andet rum. Jeg lægger mærke til alt på ruterne, siger Krzysztof.
Krzysztof kender rigtig mange af sine aviskunder, og gør, hvad han kan, for at opfylde deres ønsker.
– Nogle vil have avisen langt ind på køkkenbordet eller efterladt i en kurv i bryggerset. En vil have den lagt i sin bil. Jeg ved også, hvem der klager, hvis de ikke får avisen tidligt. Så hvis jeg er sent på den, starter jeg med at aflevere aviser der, siger han.
En undersøgelsen blandt herboende polakker foretaget af Ugebrevet A4, Avisen.dk og Fagbladet 3F viste sidste år, at halvdelen vil blive. Det gælder også Krzysztof.
Hans familie er veluddannet og har høje stillinger i Polen, og da den historieuddannede søn i 2006 tog til Danmark for at køre med aviser, var hans mor ikke begejstret. Det er hun som sådan stadig ikke.
– Men når jeg fortæller, hvad jeg tjener, og hvor få timer jeg arbejder, siger hun ikke mere, siger Krzysztof.
Han har mødt sin polske kæreste i Danmark. Til sommer skal de giftes i Polen. Mange af gæsterne ville ikke have råd til rejsen, hvis festen blev holdt i Danmark, og det er trods alt stadig billigere at holde det i Polen.
De skal have et efter polske normer normalt bryllup med 120 gæster.
– Man kan vælge mellem det og så de 80 nærmeste. Min kæreste fik lov at vælge, og hun ville gerne have det store. Selv i Polen koster det 120.000 kroner.
Da Krzysztof kom til Danmark, blev han snydt for 40.000 kroner af en arbejdsgiver. I undersøgelsen blandt de danskboende polakker havde en tredjedel oplevet at blive snydt flere gange.
Krzysztof løb ind i problemer igen for tre-fire år siden. Hans arbejdsgiver sænkede pludselig prisen per avis, så Krzysztofs løn i realiteten faldt 3.000 kroner om måneden med et slag.
Han gik til sin fagforening, der sagde, de ikke kunne gøre noget
– De sagde, at avisfirmaet have haft deres jurister på, og det var lavet, så der ikke kunne gøres noget ved det. Det kunne jeg ikke acceptere. Da jeg meldte mig ud, prøvede de at sige, at jeg havde pligt til at være medlem af både fagforening og a-kasse. Men det ved jeg ikke passer, siger Krzysztof til
Lidt over halvdelen af polakkerne i Danmark er medlem af en fagforening og over 40 procent synes, fagforeningerne gør en del eller meget for at hjælpe polakkerne i Danmark.
Men for Krzysztof stoppede det med løntabet. Siden har han kun betalt til a-kassen. Efter et stykke tid steg hans løn igen, fordi avisbudene nu også leverer post og pakker.
Da Krzysztof kom til Danmark, var det med sin bror og omkring 10 andre unge polske mænd.
Nu er han den eneste, der er tilbage af dem, og den eneste polak på sit avishold.
De andre er nu ældre veluddannede danskere, kinesere, pakistanere og nogle stykker fra Rusland, Letland og Litauen.
Alle der taler godt dansk har fået gode job. Alle andre er taget tilbage
Han har gjort sig mange tanker i årernes løb om, hvad han selv skulle gøre, mens han har set de andre polakker forlade holdet.
– Alle der taler godt dansk, har fået gode job. Alle andre er taget tilbage, siger Krzysztof.
Han kan dansk, men ikke nok til en høj stilling eller til at tage uddannelse på universitets-niveau. Når hans kæreste vinker ham om næsen med jobopslag for andre gode job, kan han se, at han skal arbejde mindst otte timer fem dage om ugen for at tjene det samme, som han gør som avisbud.
– Hver gang du laver noget om, risikerer du noget. Jeg lever et behageligt liv, som det er, siger Krzysztof.
Før han mødte sin nuværende kæreste, ville han flytte tilbage Polen, men bare bureaukratiet i at stifte en virksomhed fik ham til at flytte sine ting tilbage til Danmark
– Jeg indså, at det kunne jeg ikke leve med. I Danmark kan du oprette et cvr-nummer på et øjeblik på nettet. I Polen skal du fra det ene kontor til det andet og kende nogen.
Siden mødte han sin nuværende kæreste, der har barn med en dansk mand, og alene derfor ved Krzysztof, at hans liv kommer til at være i Danmark.
Selvom den gode timeløn med aviserne er svær at konkurrere med, er der alligevel noget, der trækker i Krzysztof for at bruge sin uddannelse.
Han er begyndt at skrive artikler for et historisk selskab, finde mennesker med de samme interesser og han har kontaktet et par polske universiteter.
– Jeg overvejer at skrive en ph.d. om ordner og medaljer i de nye lande i Europa. Det er der ikke andre, der har gjort, og jeg vil godt kunne skrive den, mens jeg går med aviser og bor her, siger Krzysztof.
Krzysztof ønsker ikke at få sit navn frem at hensyn til misundelse fra andre i branchen, men navnet er redaktionen på bekendt.
