Hovsa: Varebil var lige en anelse højere end broen


HELSINGE: Der er et skilt som klart angiver at frihøjden på Nellerødvej-broen under Hillerødvejen er 2,5 meter – alligevel banker der jævnligt varebiler ind i broen og hver gang taber varebilerne med et brag.

Uheldet for føreren af varebilen skete ved 13-tiden, torsdag eftermiddag, da han af ukendte årsager ikke var opmærksom på frihøjden på broen og kørte igennem med så stor fart at alukassen på varebieln blev slået i stumper og stykker.

Den hydraliske lift på bilen led tydeligvis også skade, idet den efter uheldet lå slapt ned på jorden, sammen med de smadrede rester af alukassen.

Der skete angiveligt ingen personskade ved uheldet, og vanen tro led broen ikke nogen større skader ved kollisionen. Broen blev dog efterset af Indsatslederen for Frederiksborg Brand & Redning kl. 15.30, men der skal ikke være meldt om nogen nævneværdig skade på broen udover de sædvanlige skrabemærker.