– Chaufføren har forklaret, at han overhovedet ikke så hende, før han mærkede et bump, siger vagtchefen. Arkivfoto
En højresvingsulykke i Ballerup ved København har onsdag eftermiddag kostet en 29-årig kvinde livet.
– Hun kommer cyklende ad Baltorpvej, da hun i krydset ved Vestbuen bliver ramt af en større lastbil, der skal svinge til højre, fortæller vagtchef Peter Grønbek fra Københavns Vestegns Politi.
Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andreHan ved ikke, hvorfor den 44-årige lastbilchauffør overså cyklisten.
– Chaufføren har forklaret, at han overhovedet ikke så hende, før han mærkede et bump, siger vagtchefen.
Efter ulykken var chaufføren stærkt rystet, og han er blevet tilbudt krisehjælp.
En bilinspektør skal nu undersøge ulykken for at fastslå, hvordan den kunne ske.
Gennem årene har myndighederne på flere måder forsøgt at bringe antallet af højresvingsulykker ned, blandt andet med ekstra spejle på busser og lastbiler og særlige båse til cyklisterne, så de er mere synlige for chaufførerne.
Og sidste år skete der et voldsomt fald i antallet af højresvingsulykker. I december oplyste Vejdirektoratet, at der i 2015 skete fem af dem mod 15 året før.
/ritzau/