Påkørt motorvejsbro lukker Sydmotorvejen ved Rødby


Arkivfoto


Sydmotorvejen ved Rødby er spærret i begge retninger mellem Rødbyhavn og Holeby på grund af et uheld, hvor en lastbil er kørt ind i en motorvejsbro, oplyser Vejdirektoratet.

En tekniker er på vej for at undersøge, om der er fare for, at broen kan styrte sammen efter uheldet, og det er usikkert, hvornår motorvejen kan åbnes for trafik igen.

– Hvis man skal nå en færge i Rødby, anbefaler vi, at man kører hjemmefra i god tid. Det er kun et stykke på fire kilometer, det drejer sig om, men her skal man ud og køre på en lille landevej, siger Marianne Bom, vagthavende ved Vejdirektoratets Trafikcenter.

Bilister kan alternativt bruge rute 153 i begge retninger. Ifølge Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi er lastbilen, som var involveret i uheldet, brudt i brand.

– Sydmotorvejen ved Rødby er helt spærret i både nord og sydgående retning grundet brand i lastbil – benyt landevejen, skriver politiet på Twitter.

Selv om lørdag er første dag i påskeferien for mange, så forventer Vejdirektoratet ikke trafikalt kaos ved Rødby.

– Tyskernes påskeferie starter først næste weekend, og ifølge vores trafikprognose bliver det største pres onsdag og torsdag. Men der er da folk, der tager af sted på påskeferie både den ene og den anden vej, siger Marianne Bom.

/ritzau/