En 29-årig mand blev natten til lørdag fundet med svære kvæstelser på Borgmester Madsens Gade i Vejle.
Han afgik senere ved døden på hospitalet.
Det fortæller Jeppe Thranum, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.
– Vi arbejder med en tese om, at det formentlig er en ulykke, siger han.
Manden blev fundet med store mængder blod omkring sig. Derfor troede politiet i første omgang, at han var blevet stukket med en kniv.
– Det afviser vi helt nu, siger Jeppe Thranum.
Vidner har forklaret til politiet, at manden kom til skade, da han skar sig på glasskår fra et knust vindue.
Politiet har fundet det pågældende vindue, men kan foreløbig ikke fortælle, hvordan det er blevet ødelagt.
Den afdødes hjem er blevet undersøgt, og liget er sendt til obduktion for – med sikkerhed – at fastlægge dødsårsagen.
Sydøstjyllands Politi modtog anmeldelsen om den svært kvæstede mand klokken 00.57. Da betjente ankom til Borgmester Madsens Gade, blev to tilstedeværende mænd på henholdsvis 29 og 31 år anholdt.
– De blev anholdt for at sikre deres tilstedeværelse og for at vi kunne foretage en personundersøgelse og sikre eventuelle spor.
– Men de vil blive løsladt inden længe, siger Jeppe Thranum lørdag middag.
Der er tale om to af den afdødes bekendte.
Politiet mistænker dem ikke for at have gjort skade på den 29-årige mand.
/ritzau/