DF-bagland støtter kontanthjælpsloft: I må droppe smøger og sodavand


De fattige må undvære smøger og sodavand, lyder det fra DF-baglandet.


Kontanthjælpsmodtagere må skære cigaretter og sodavand væk, når de rammes af loft over boligydelser, mener DF-byrådsmedlemmer.

Det er helt i orden at svinge pisken over kontanthjælpsmodtagerne ved at skære i deres boligstøtte og andre ydelser, mener en stribe byrådsmedlemmer fra Dansk Folkeparti.

Det skriver avisen.dk.

– Kontanthjælpsmodtagere har råd til at ryge og drikke sodavand. Så må de skære det væk. Vi andre må også prioritere økonomisk, og så kan de spare på cigaretterne, siger medlem af kommunalbestyrelsen i Hillerød Irene Brostrøm.

Ligesom en halv snes andre DF-byrådsmedlemmer, som Avisen.dk har talt med, erklærer Irene Brostrøm sin fulde opbakning til partitoppen på Christiansborg, der torsdag vil stemme for det omstridte kontanthjælpsloft.

Med DF’s stemmer er der blåt flertal for kontanthjælpsloftet, der blandt andet vil få store økonomiske konsekvenser for enlige forsørgere og børnefamilier på kontanthjælp.

LÆS OGSÅ: Panik i DF-land: 112 blokeres af opkald om flygtninge
De mister blandt andet boligstøtte og andre ydelser, og det kan drive dem ud i stor fattigdom, advarer blandt andet Rådet for Socialt Udsatte og Socialrådgiverforeningen.

Men advarslerne preller af på DF’s byrådsmedlemmer. Selvom de risikerer at blive skældt ud i deres lokale supermarked af borgerne over, at de skærer i ydelserne til de mest udsatte, bakker de op om Kristian Thulesen Dahls linje.

LÆS OGSÅ: Avis: Dansk Folkeparti skærer i velfærd til ældre
– Hvis man sætter børn i verden, må man også kunne forsørge dem. Meningen med kontanthjælpsloftet er at anspore folk til at få et job eller en uddannelse, så de kan komme væk fra offentlig forsørgelse, siger Irene Brostrøm og erklærer sin fulde opbakning til partitoppen.

I Randers er den lokale DF-politiker Susanne Nielsen heller ikke nervøs for, at DF’s opbakning til kontanthjælpsloftet ødelægger partiets sociale image.

– Jeg har ingen kvaler overhovedet i forhold til, at DF lægger stemmer til det her. Det er kun godt, at der kommer et loft, så det kan betale sig at arbejde. Mange lønmodtagere skal op hver morgen og passe et arbejde for en meget lille løn, og der skal være en forskel på at arbejde og være på offentlig forsørgelse, siger Susanne Nielsen.

I Gladsaxe er DF’s byrådsmedlem Klaus Kjær ikke blevet stoppet på gaden en eneste gang af folk, som ville brokke sig over, at hans parti vil skære i ydelserne til kontanthjælpsmodtagerne:

– Loftet vil da nok ramme nogle kontanthjælpsmodtagere, når de får mindre boligydelse og så videre. Men nogle gange har folk selv ansvar for tage hånd om deres problemer, og lige nu er der masser af ledige stillinger at få. Hvis arbejdsløshed er det eneste problem, folk har, er det helt i orden med det nye loft, siger Klaus Kjær.

Nogle gange har folk selv ansvar for tage hånd om deres problemer, og lige nu er der masser af ledige stillinger at få

Han henviser til, at Danmark er ude af krisen, og at arbejdsløsheden er nedadgående. I det lys er det fint at skrue bissen på overfor kontanthjælpsmodtagere, der har evne, men måske ikke vilje til at tage et job, noterer han.

Heller ikke medlem af kommunalbestyrelsen i Næstved, Githa Nelander, vakler i opbakningen.

– Det er en nødvendighed med det loft. Vi har alt for mange på offentlig overførselsindkomst og størstedelen af dem er indvandrere. Vi har slet ikke råd til, at så mange er på kontanthjælp, og derfor skal de finde et arbejde, fastslår hun.

Githa Nelander er heller ikke blevet stoppet på torvet i Næstved endnu og konfronteret med partiets opbakning til kontanthjælpsloftet.

– Men det vil jeg nok blive på et tidspunkt, for nogle mennesker hopper på den der kritik med, at Dansk Folkeparti ikke længere er et parti for de svage i samfundet. Så uvilkårligt vil kritikken skade os, men vi må bare være bedre til at forklare, at ideen med kontanthjælpsloftet er at få folk i arbejde og væk fra de offentlige kasser, siger hun.

Githa Nelander fastslår, at mange kontanthjælpsmodtagere med omlægning af deres privatforbrug nok kan skære ned på udgifterne, så de par tusinde kroner de skal spare ikke får dem til at gå fra hus og hjem.

Githa Nelander fremhæver, at hun vil holde øje med konsekvenserne for særligt udsatte og folk på ressourceforløb.