En fastklemt i voldsom ulykke: Varevogn overså autohjælp på vejbanen

OSTED: Sammenstødet mellem de tre køretøjer medførte afspærring af Hovedvejen imellem Ortved og Osted, ulykken skete kort før kl. 08.00 og vejen var spærret indtil kl. 11.00 grundet politiets undersøgelser på stedet.

Ulykken skete ved et yderst uheldigt sammentræf, hvor først en personbil gik i stå på uheldsstedet og tilkaldte assistance hvilket kom frem i form af en hvid varevogn med en efterspændt autotrailer.

Mens den 56-årige redder så var i færd med at få rullet personbilen op på traileren kom en 26-årig mand kørende bagfra i en blå ladbil - og så gik det galt.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi overså den 26-årige mand læsningen af den havarerede bil på autotransporten, og netop i det øjeblik hvor den 56-årige redder fra Faxe havde kørt den havarerede bil op på ladet, kørte den 26-årige mands ladvogn direkte ind i såvel den havarerede personbil som autohjælpskøretøjet.

Derfor endte det som en omgang kluddermor, hvor såvel den havarerede personbil som ladbilen alt sammen lå ovenpå autotraileren.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser at den 26-årige mand selv kunne komme ud af ladbilen, og umiddelbart skal være sluppet med lidt knubs og skrammer. Noget mere alvorligt så det derimod ud for den 56-årige redder som sad fastklemt i personbilen der hang yderst usikkert oppe på den smadrede autotrailer.

Det tog op mod 40 minutter at få bilen stabiliseret og herefter klippet bilen fra hinanden så den kvæstede mand kunne komme sikkert ud af bilen. Den 56-årige mand blev herefter behandlet på stedet af akutlæge og paramedicinere inden han med en ambulance blev kørt afsted mod hospitalet.

Hverken den 56-årige eller den 26-årige mand havde pådraget sig nogen livstruende skader, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, men der blev alligevel tilkaldt en bilinspektør til at undersøge det særdeles uheldige trafikuheld.