Mand dræbt på stedet i kollision med modkørende traktor

ODENSE: Politi, brandvæsen og ambulancer blev kl. 08.45 alarmeret om den voldsomme ulykke som skete på Sanderumvej, og hvor en mand i 40'erne blev dræbt på stedet.

Manden kom tilsyneladende over i den forkerte vejside på den smalle landevej og ramte her siden af en modkørende traktor. Et metalgelænder på traktoren blev revet af og gik direkte ind gennem bilens forrude i førersiden - bilisten var dræbt på stedet.

En bilinspektør har været på ulykkesstedet, og indtil de tekniske undersøgelser var afsluttet var vejen totalt afspærret

De pårørende er blevet underrettet om det tragiske dødsfald.