Fængslet fire uger: Kørte vanvidskørsel med hash i bilen


Arkivfoto

Fredag ved 12-tiden forsøgte en 18-årig bilist at slippe fra politiet. Det førte til en hidsig biljagt, hvor den 18-årige både kørte over for rødt og mod færdselsretningen.

Det skriver newsbreak.dk.

Den 18-årige bilist må nok indstille sig på, at det varer et godt stykke tid inden han igen kan sætte sig bag rattet på en bil og trille derud af. I hvert fald hvis han skal følge loven.

Han er nemlig lørdag blevet fængslet i fire uger frem til den 8. april sigtet for særlig hensynsløs kørsel i Odense centrum fredag kort efter middag.

En færdselspatrulje spottede den 18-årige, der kørte i en Fiat Brava, omkring klokken 12 fredag middag. Patruljen eftersatte bilen, men havde ikke held af at få den stoppet. I stedet begyndte en hidsig biljagt gennem det meste af Odense centrum.

– Det går hurtigt gennem hele Odense centrum. Undervejs bryder den 18-årige mand flere paragraffer i færdselsloven. Han bliver sigtet for at køre for hurtigt, for at køre over for rødt – flere gange – for at køre mod færdselsretningen og for at køre ind, hvor der er indkørsel forbud, samt for kørsel på stisystemer, fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Christian Rasmussen, til newsbreak.dk.

Den 18-årige er også blevet sigtet for at have udsat andre trafikanter for konkret fare i tre tilfælde i forbindelse med kørslen.

Desuden er den 18-årige blevet sigtet efter Færdselslovens paragraf 54, da der er mistanke om, at han har kørt bil i narko-påvirket tilstand.

– Da betjentene kigger i bilen bliver der desuden fundet 100 gram hash, som der selvfølgelig også rejses sigtelse for, siger Christian Rasmussen.