Mindst én person sigtes i sag om knivdrab i lejlighed


Bispeparken i København onsdag morgen.


Mindst én person vil onsdag blive fremstillet i grundlovsforhør i forbindelse med drabet på en mand i en lejlighed i Bispeparken i det nordvestlige København natten til onsdag.

Det fortæller efterforskningsleder Jens Møller til Ritzau.

Like localeyes.dk på Facebook

Den dræbte er en 51-årig mand, som oprindeligt er fra Yemen.

Han boede ikke selv i lejligheden, men kendte ifølge Jens Møller lejlighedens beboere, som er fra Somalia, og andre der plejer at komme der.

– Han blev dræbt af et enkelt stik i brystet, siger Jens Møller.

Politiet fik anmeldelsen lidt før klokken fire natten til onsdag, og da politiet ankom til stedet var der fire mennesker ud over den dræbte til stede i lejligheden. Alle fire blev anholdt, og en eller to af dem vil blive sigtet og fremstillet i grundlovsforhør.

Ifølge efterforskningslederen tyder alt på, at de fire kendte offeret i forvejen.

– Vi ved, at der har været mindst to personer i lejligheden inden eller under drabet, og dem vil vi meget gerne tale med. Så hvis man ved, hvem det er, der har befundet sig i lejligheden, vil vi meget gerne høre fra dem, siger Jens Møller.

Obduktionen af liget vil finde sted torsdag.

Jens Møller kan ikke komme ind på, hvad motivet for drabet kan være, eller hvad der er gået forud for hændelsen.

/ritzau/